Sydkorea‎ > ‎Sydkorea 2007‎ > ‎

Første møde med Daniel

indsendt 12. apr. 2019 08.07 af Maria Tarnow   [ opdateret 12. apr. 2019 09.08 ]
05.10.2007

Vi var meget spændte på at møde vores lille søn fredag den 5/10 kl. 14.00. Vi var så nervøse, at vi ikke kunne spise noget inden mødet med Daniel Min-wu. Vi havde taget rigtig pænt tøj på og mødte vores kontaktperson, Eun Hee Seol, som viste os ind i et hyggeligt venteværelse med legesager.

Så gik døren op og ind kom vores lille Daniel på ryggen af sin plejemoder som havde taget sin datter med. Daniel Min-wu var lige vågnet, da de ankom og var lidt betuttet ved hele situationen. Vi hilste på hinanden og snakkede via Eun med plejmoderen og fik svar på forskellige spørgsmål omkring mad, søvn osv, mens vi betragtede lille Daniel Min-wu. Plejemoderen fortalte, at han havde lært at sige mor på koreansk og beskrev ham som en smilende, aktiv og intelligent dreng. Hun fortalte endvidere, at han havde seks tænder og græd højt, når han var sulten.

Vi forsøgte, at sidde med ham, men selv om vores kontaktperson fortalte, at vi var hans far og mor, var han ikke helt tryg ved situatonen og kom tilbage til plejemoderen. Det skar i vores hjerter og tårerne pressede sig på. Vi havde saadan lyst til at give ham et stort knus og aldrig give slip.

Vi gav Daniel Min-wu en lille mumibamse som han så ud til, at kunne lide for han holdt den tæt og fik den med hjem til plejemoderen.

Vi udvekslede gaver med plejefamilien og Eun læste vores kort for dem. Daniel Min-wu fik en koreansk nationaldragt, nogle bordskånere og et lille vægophæng med tre masker. Men bedst af alt fik vi billeder fra hele hans liv frem til og med i dag. Det var fantastisk!

Bagefter gik vi ned til lægen, hvor Daniel Min-wu fik taget sin temperatur, blev målt og vejet og der blev lyttet paa hans hjerte og lunger. Vi fik at vide, at han var i fantastisk stand og klar til at rejse med hjem til Danmark på onsdag. Lægen fortalte, at hans tænder var meget lige, da han ikke brugte sut. Under hele forleøbet lå Daniel Min-wu og kravlede rundt på bordet og lod til at hygge sig med lægernes opmærksomhed.

Inden plejemoderen tog ham på ryggen og gjorde sig klar til at tage hjem, fik Thomas ham i armene en sidste gang. Det var med tårer i øjenene, at vi sagde på gensyn til vores lille søn.

Comments