USA‎ > ‎USA 2008‎ > ‎

Sequoia National Park

indsendt 13. dec. 2008 06.10 af Maria Tarnow   [ opdateret 14. apr. 2017 09.47 af Maria Tarnow ]
26.05.2008

På vej mod LA søndag middag blev vi enige om, at køre et smut forbi Sequoia National Park. Her kan man bla. finde verdens største træ, General Sherman, målt på volumen. Det viste sig dog at være en noget længere tur end først beregnet. Vejret var igen ikke med os, så da vi ankom til indgangen klokken 16.30, tog det 1½ times bjergkørsel før vi nåede toppen.

Herfra kunne vi i snevejr vandre de ca. 3½ km til General Sherman. Turen var meget smuk alligevel - helt juleagtig. Vi blev enige om, at have Daniel i bæreselen og det var et godt valg, for efter vi havde set træet, faldt han i søvn.

Det var en spændende tur ned igen, hvor sne kombineret med skarpe sving ikke lige var den bedste cocktail. For at gøre ondt værre, så løb der en bjørn ud foran bilen foran os. Men vi nåede ned igen og kunne fortsætte den lange tur hjemad.

Vi valgte at spise aftensmad på et pizzaria, hvor de til Daniels store fornøjelse havde spilleautomater og racerbilsspil. Så det var en træt men glad Daniel vi fik med ud i bilen. Efter et par timer kørsel, valgte vi at overnatte på Ramada Limited og køre videre den efterfølgende morgen - det var et klogt valg.

Vi nåede LA mandag klokken 11.30 og kunne slappe af efter en hektisk weekend.

Se flere billeder på Sequoia National Park.


Comments