USA‎ > ‎USA 2008‎ > ‎

Joshua Tree National Park

indsendt 13. dec. 2008 06.06 af Maria Tarnow   [ opdateret 14. apr. 2017 09.46 af Maria Tarnow ]
18.05.2008

Vi har været i Joshua Tree Nationalpark og det har været en kæmpe oplevelse for både os og Daniel.

Joshua Tree er et lille palmetræ, der har tilpasset sig de barske leveforhold i Californiens Mojave-ørken øst for Los Angeles og nord for Palm Springs. Vi så parkens store klipper og fulgte naturstien på godt et par kilometers længde gennem den Den gemte dal, Hidden Valley. Det var en smuk tur, hvor solen skinnede fra en skyfri himmel.

Vores lille vandretrold blev dog hurtig træt og skulle op i bærerselen og hvile sig. Alle steder i ørknen ligner hinanden og det var let at fare vild, hvilket vi også var ved på et tidspunkt, da Maria var uheldig at vride om på foden. Efter en velfortjent gang middagsmad som Thomas havde forberedt hjemmefra, tog vi op til udsigtspunktet Key Wiews som ligger oppe i halvanden kilometers højde. Herfra kunne vi se ud over Coachella Valley, den dal som bl.a. Palm Springs ligger i. Under rigtig gode vejrforhold kan man se helt til Mexico, men det kunne vi dog ikke.

Efter Joshua Tree kørte vi til Palm Springs og fik en tur med Aerial Tram - verdens største roterende svævebane. Der var 360 graders udsigt hele vejen op. Turen startede i 806 meters højde og sluttede 2.600 meter over havets overflade. Turen tog ti minutter og så var vi på toppen af det kølige bjerg, Mount San Jacinto. Daniel tog turen i stiv arm og fulgte rigtig med gennem de store vinduer. Han nød også alt den opmærksomhed som charmetrolden fik på turen.

Da vi nåede toppen, så vi på den fantastiske udsigt og det vilde dyreliv. Til stor begejstring, fik Daniel øje på et lille egern, en vaskebjørn, et stort firben og rigtig mange svaler. Det var dejligt at være oppe i nogle lidt lavere temperaturer.

Efter en dag fyldt med mange indtryk, faldt Daniel straks i søvn i autostolen og vi kørte den lange tur tilbage til Yorba Linda.

Se flere billeder på Joshua Tree.


Comments